• Der er »stilstand« i udflytning af studiepladser, og nu advarer københavnsk rektor Christiansborg: »Dårlig idé at bruge uddannelsespolitik som regionalpolitik«

    来源: BDK Borsnyt / 30 7月 2025 21:05:34   America/Los_Angeles

    Efter at årets tal for optaget på de videregående uddannelser netop er offentliggjort, kan Københavns Professionshøjskole (KP) konstatere, at hele 61 ud af 80 studiepladser på læreruddannelsen i Hillerød stadig er ledige. Når det gælder uddannelsen til sygeplejerske i Hillerød med studiestart til vinter, bliver optaget ved med at falde, lige nu er hele 126 ud af 165 pladser ikke besat, mens der på KPs uddannelse til lærer på Bornholm blot er optaget tre studerende med studiestart efter ferien. Billedet er det samme for pædagoguddannelsen i Hillerød, og de vidner om, at de videregående uddannelser på tværs af landet stadig kæmper med at leve op til de politiske ambitioner på Christiansborg om at få flere studerende optaget på uddannelser uden for de fire største byer. Således er der ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet i år optaget 15.250 ansøgere på uddannelser uden for de fire store byer, hvilket er godt 2.100 færre end i 2021, da et bredt flertal på Christiansborg i første omgang blev enigt om at udflytte flere studiepladser til provinsen. Målt som andel er optaget uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg faldet med to procent i forhold til sidste år, og det ligger i dag som i 2021 på cirka 25 procent af det samlede optag. I tænketanken DEA konstaterer fagchef Mads Fjord Sørensen på baggrund af de nye tal, at »der ikke er noget, der tyder på, at man er kommet tættere på målet om, at flere skal tage en uddannelse uden for de fire største byer«. »Der er stilstand, og det har der overordnet set været, siden man implementerede den her aftale,« siger han. »For lavt« Ifølge rektor på Københavns Professionshøjskole Anne Vang Rasmussen er 19 optagne på læreruddannelsen i Hillerød i år »for lavt«. Når der er færre studerende, bliver udgiften for at uddanne de enkelte studerende på KP højere, forklarer hun. Anne Vang Rasmussen medgiver dog, at de såkaldte taxameterpenge for de studerende er højere på de udflyttede studiepladser, ligesom der med en ny reform af professionshøjskolerne følger flere penge med til uddannelserne. Der er da heller ikke planer om at lukke eksempelvis læreruddannelsen i Hillerød, understreger hun. Hun tilføjer, at det politisk er »svært at fjernstyre« unges uddannelsesvalg. »Det er en rigtig dårlig idé at bruge uddannelsespolitik som regionalpolitik,« siger hun: »Unge mennesker har en tendens til at ville bo i storbyen, mens de studerer.« Hun advarer på baggrund af de nye tal om, at udflytning af velfærdsuddannelser fra storby til provins i værste fald fører til, at færre vælger disse uddannelser. »Det er dybt problematisk, hvis vi samlet set ender med at uddanne færre i forsøget på at tilgodese bestemte regioner,« siger hun. Skal optage færre I Dansk Erhverv konstaterer uddannelsespolitisk chef Mads Eriksen Storm, at »de unge ikke umiddelbart har lyst til at gøre, som politikerne siger«. Han henviser til, at der ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet lige nu er langt flere ledige studiepladser i provinsen end i hovedstadsområdet. Således er der 45 udbud med ledige pladser i Region Hovedstaden, mens der i Region Syddanmark er hele 174 sådanne udbud og i Region Midtjylland 118. Han beklager, at der samtidig med udflytningen nu også er et politisk krav om, at universiteterne skal optage færre på de akademiske uddannelser, så flere i stedet vælger at søge ind på eksempelvis velfærdsuddannelser. Som beskrevet i Berlingske betyder det, at et universitet som CBS i år er tvunget til at optage 315 færre på bacheloruddannelserne end sidste år på grund af den såkaldte sektordimensionering. En dimensionering, Mads Eriksen Storm beskriver som en »kæmpe fejl«. Mads Fjord Jørgensen fra DEA beskriver det som en »rigtig svær opgave at styre unges uddannelsesvalg«. »Først og fremmest handler studievalg om interesse,« siger han og tilføjer, at et »andet vigtigt parameter er, hvor man skal læse«. De er vigtige Det er ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Men den socialdemokratiske uddannelsesordfører, Trine Bramsen, afviser, at de nye tal for optaget på uddannelser uden for de store byer vidner om det, Mads Fjord Sørensen fra DEA kalder »stilstand«. »De uddannelser, der ligger i yderområderne, er stadig vigtige, og det er nogle andre profiler, der søger ind på dem,« forklarer Trine Bramsen: »Hvis de ikke var der, ville det i værste fald afholde nogle fra at tage en uddannelse.« Ifølge Trine Bramsen har professionshøjskolerne med den nye uddannelsesreform en »gylden mulighed« for at tiltrække flere studerende. Hun henviser til, at de blandt andet får mulighed for at åbne nye profiluddannelser. »Skolerne skal oppe sig, vi skal alle være med til at løfte opgaven,« siger hun. Er det for ambitiøst både at ville flytte de unges uddannelsesvalg og der, hvor de skal studere? »Det mener jeg ikke, men det kræver store ændringer af, hvordan vi hidtil har tænkt uddannelse på,« lyder det fra Trine Bramsen. https://www.berlingske.dk/metropol/der-er-stilstand-i-udflytning-af-studiepladser-og-nu-advarer-koebenhavnsk
分享